Fra henholdsvis Vendals bakke mod nord og Justitsrådsbakke mod syd vender to flankeringshuler i beton ned mod Hedebostien. Flankeringshulerne er anlagt som en del af Tunestillingens forsvarsværker i 1916. De er bygget af jernbeton og forsynet med to skydeskår til rekylgeværer. Fra en lysåbning i midten kunne man om natten belyse terrænet med en stor gasprojektør.
Det vigtigste forsvarselement i skyttegravsstillingerne var, at man fik sine maskin- eller rekylgeværer rigtigt placeret ved hegnets flanker. Hulerne skulle så ”flankere” stillingens pigtrådshegn – deraf navnet flankeringshuler. Fremrykkende fjendtlige tropper ville blive stoppet af pigtråden, og man kunne derefter med hulernes rekylgeværer skyde ind i mængden med op mod 250 skud i minuttet. For hver 100 meters afstand man skød, spredte projektilerne sig op til en meter. Skød man mod en fjende på 500 meters afstand, ville man således kunne dække et område på fem meters bredde uden at skulle bevæge geværet.
Ved at holde geværet stille og skyde ind i flanken ville op mod 40 procent af skuddene ramme deres mål. Hvis man omvendt ville skyde frontalt mod en fremrykkende fjende, var man nødt til at bevæge geværet fra side til side under en såkaldt ”fejeild”.
Ved frontal ild stod fjenden mere spredt, og den fejende bevægelse af geværerne sammen med projektilernes naturlige spredning betød derfor, at kun fire procent af skuddene ramte deres mål.
De to huler her ved Vendalsbakke og Justitsrådsbakken pegede hver især ned langs godt 500 meter pigtrådshegn. Her skulle en fremrykkende fjende stoppes, før han indtog toppen af bakken, hvorfra han ville kunne rette et angreb mod hovedstillingen.
Der var tale om en ekstra, fremskudt stilling foran Tunestillingens hovedlinje, der gik ca. en kilometer tættere på Karlslunde. Efter at hovedlinjens skyttegrave og pigtrådsspærringer var blevet anlagt i slutningen af 1915, gik man i midten af februar i gang med dette fremskudte forsvar af Justitsrådsbakken – et forsvar, der primært bestod af pigtråd og rekylgeværer.