Natur

Oplev en perlerække af enestående naturområder, når du følger Hedebostien gennem Hedeboegnens værdifulde landskaber. Med denne app bliver du inspireret til at se nærmere på dyre- og plantelivet, eller kalkens fossiler.

 

Tættest på Roskilde finder du Hedeland med et dramatisk og unikt landskab, formet af grusgravning. Her vokser pionerplanter som havtorn og tjørn, og på den magre jord vokser et væld af spændende blomster.  

Uden for Tune kan du opleve udviklingen fra landbrugets dyrkede marker til nye skovområder. Træerne er stadig små, men de vilde dyr og planter indfinder sig lidt efter lidt. Plantning af den nye Tune Skov skal beskytte grundvandet, så vi i mange år fremover kan nyde rent drikkevand.

Stien leder dig gennem en grøn kile, som strækker sig helt fra Køge Bugt, og som følger de mange vandløb i området. Her finder du rekreative skove, som Karlstrup Nyskov, Firemileskoven og Karlslunde Skov, men også et spændende moseområde, hvor et klimasikringsprojekt har medvirket til at forbedre vilkårene for naturen i slyngede vandløb.

Karlstrup kalkgrav er også unik med sine hvide skrænter og det azurblå vand, der leder tankerne mod sydlige himmelstrøg. Både børn og voksne kan gå på jagt efter fossiler i kalken, og med lidt held går man ikke tomhændet hjem.

Hedebostien starter og slutter ved vandet. De to meget forskellige kyster ved Roskilde Fjord og Køge Bugt sikrer en varieret naturoplevelse. Fjorden byder skovlandskab og rigt fugleliv, mens bugten har dejlig sandstrand og smukke overdrev.