Fuglelivet i Karlslunde Mose

I og ved Karlslunde Mose er der et varieret landskab med skov, hegn, vandløb, vandhuller, fugtige enge, samt moser med pilekrat og rørskov. Det giver basis for et varieret fugleliv.

Foråret er en livlig fugletid, hvor der sker noget nyt hver dag. Hannerne synger for at tilkalde hunnerne og for at hævde deres territorier og reder. Der er mange trækfugle, som benytter mosen som rasteplads inden den videre færd. Man kan se de første viber i slutningen af februar. Herefter følger trækket af millioner af små sangere, som kommer tilbage fra Afrika og Sydvesteuropa. Nattergalene synger, og der arrangeres ofte nattergaleture i mosen.

Der ruges om sommeren

Om sommeren ruger de fleste fugle. Nogle af dem to til tre gange på en sæson. Det er typisk de fuglearter, vi betragter som blivende hele året, fx musvitten.

Efteråret er lig med fugletræk

Om efteråret vender mange fuglearter næbbene mod syd. I dagtimerne ses træk af især musvåger og vepsevåger. Hvis man er heldig, kan man se 40-50 fugle på en gang. De små fule trækker om natten, så det er sjældent, man ser dem. Hvis man lytter mod himlen på en stille aften, kan man til gengæld høre dem ”snakke sammen”.

Stille vintre

Vinteren er en stille periode i mosen, men man kan være heldig at møde vintergæster nordfra, som søger føde, fx kvækerfinker og dompap.
I Karlslunde Mose er der opført et nyt fugletårn med plancher, hvor du kan læse mere om de fugle, du kan opleve i mosen.

Det kan du i app'en