Forsvaret af København under 1. Verdenskrig

Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, var forsvaret af København baseret på Vestvolden rundt om byen. Men i krigens første måneder demonstrerede de tyske kanoner i Belgien, at Vestvolden ikke ville kunne holde dem på tilstrækkelig afstand af Københavns centrum, hvis det skulle komme til et tysk angreb.

Derfor besluttede regeringen at anlægge en skyttegravsstilling tværs over Sjælland fra Køge Bugt i en 22 kilometer lang linje over Tune til Roskilde Fjord. Ved hjælp af 3.200 kosteskafter nedstukket i jorden markerede man, hvor stillingen skulle placeres, og i midten af november gik 800-1.500 soldater i gang med gravearbejdet.

I førte omgang blev anlægget udgravet i 80 centimeters dybde, og den udgravede jord opkastet som jordvold. Dernæst blev der udspændt et 10 meter bredt bælte af pigtråd langs hele linjen. I modsætning til skyttegravene udgjorde pigtråden et sammenhængende bælte – det var dét, der skulle få en angriber til at stoppe.

Flankeringshuler

Det vigtigste led i forsvaret, var dog flankeringshuler og –gallerier i beton, hvorfra danske styrker kunne skyde ned langs pigtråden med maskin- eller rekylgeværer, der kunne affyre flere hundrede skud i minuttet. Idéen var, at angriberne ville blive bremset af pigtråden – og det ville give mulighed for at beskyde dem alle i flanken på en gang, uden at man behøvede at bevæge geværet.

Langs med linjen blev anlagt dækningsrum til mandskabet. Der blev også anlagt kanonbatterier, hvorfra man kunne beskyde fjendtlige styrker under fremrykning samt fjendtlige batterier, der prøvede at ødelægge skyttegravsstillingen på lang afstand. Der var i det hele taget konstant arbejdsopgaver med at udbygge linjen. Telefonkabler, dræningsrør, latriner, ekstra skyttegravslinjer, forstærkninger m.m.