Adgang forbudt!
Strækningen fra Vindinge mod Tune udgjorde Tunestillingens centrum. Og halvdelen af stillingens rytterenhed blev fast indkvarteret her i Vindinge, så de fem gange dagligt kunne patruljere langs stillingen mod nord til Vedelev og mod syd til lidt uden for Tune.
Patruljer i mørket
Der afgik to til tre heste på patrulje ca. kl. 7, 11, 12, 13 og 15. Om vinteren var der mørkt på første og det meste af sidste tur, og da det var farligt at ride langs skyttegravene i mørke, fik kommandøren lov til at afkorte de to yderpatruljeringer for at undgå ulykker. Det måtte ikke være for nemt at regne ud, hvornår rytterne ville komme, så udover at lade afgangstidspunktet afvige lidt fra dag til dag, skulle enheden veksle mellem at ride mod nord og syd først.
Mistænkelige personer
Patruljerne skulle ikke hindre lokalbefolkningens almindelige færdsel, men bortvise personer, der opholdt sig ved de militære anlæg. Endvidere skulle mistænkelige personer kunne fremvise legitimationspapirer på befaling. Hvis dette ikke blev imødekommet, eller hvis de tog billeder eller på anden vis udviste mistænkelig adfærd, skulle de anholdes og bringes til nærmeste vagt. Vagten i Vindinge var ifølge kilder anbragt ”ca. 200 meter syd for det nordøstlige vejkryds i Vindinge”.
Ly for bombardementer
Her har enten været tale om vejkrydset ved gadekæret mod syd, eller ud af Stærkendevej, hvor der nu ligger en børnehave. På hver side af krydset var et dækningsrum, hvor skyttegravens mandskab kunne søge ly under heftige bombardementer. Rytterne skulle være iklædt feltuniform, men deres geværer måtte ikke være ladte. Til gengæld skulle de vide, hvordan kendingsmærkerne for henholdsvis danske, svenske, tyske og engelske flyvemaskiner så ud, så de kunne indrapportere fjendtlige overflyvninger og eventuelt affyre varselsskud mod dem.
