Tunestillingen i landskabet
Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, var forsvaret af København baseret på Vestvolden rundt om byen. Men i krigens første måneder demonstrerede de tyske kanoner i Belgien, at Vestvolden ikke ville kunne holde dem på tilstrækkelig afstand af Københavns centrum, hvis det skulle komme til et tysk angreb.
3.200 kosteskafter
I oktober 1915 tilsluttede regeringen sig et forslag fra hæren om at anlægge en skyttegravsstilling tværs over Sjælland fra Køge Bugt i en 22 kilometer lang linje over Tune til Roskilde Fjord. Ved hjælp af 3.200 kosteskafter nedstukket i jorden markerede man, hvor stillingen skulle placeres, og i midten af november gik 800-1.500 soldater i gang med gravearbejdet. I førte omgang blev anlægget udgravet i 80 centimeters dybde, og den udgravede jord blev placeret som jordvold. Dernæst blev der udspændt et ti meter bredt bælte af pigtråd langs hele linjen. I modsætning til skyttegravene udgjorde pigtråden et sammenhængende bælte – det var pigtråden, der skulle stoppe den fremadstormende fjende.
Flankeringshuler
Det vigtigste led i forsvaret var dog flankeringshuler og –gallerier i beton, hvorfra de danske styrker kunne skyde ned langs pigtråden med maskin- eller rekylgeværer, der kunne affyre flere hundrede skud i minuttet. Idéen var, at angriberne ville blive bremset af pigtråden – og det ville give mulighed for at beskyde dem alle i flanken på en gang, uden at man behøvede at bevæge geværet.
Langs med linjen blev der anlagt dækningsrum til mandskabet. Der blev også anlagt kanonbatterier, hvorfra man kunne beskyde fjendtlige styrker under fremrykning samt fjendtlige batterier, der prøvede at ødelægge skyttegravsstillingen på lang afstand. Der var i det hele taget konstant arbejdsopgaver med at udbygge linjen: Telefonkabler, dræningsrør, latriner, ekstra skyttegravslinjer, forstærkninger m.m.
Hurtig forældelse
Endnu mens man byggede på stillingen, blev man klar over, at den allerede var blevet forældet. Fx var håndgranaten slået igennem som våben i skyttegravskrigen på Vestfronten. En håndgranat kastet ned i skyttegravene kunne svække forsvaret afgørende. Man anbefalede derfor, at det ti meter brede pigtrådshegn blev udvidet, så der var 40 meter fra hegnets begyndelse til kanten af skyttegravene – så langt ville man ikke kunne kaste en håndgranat. Men nu havde man jo anlagt beton-huler til flankeringsskytset, der skulle skyde ned langs pigtråden. Hvis pigtrådshegnet blev udvidet, ville man enten skulle skyde igennem det, eller også ville der opstå døde vinkler, hvor angriberen kunne trænge frem. Det var urealistisk at flytte betonhuler eller skyttegrave, så man måtte nøjes med at lave lidt lappeløsninger og erkende, at stillingen ikke ydede ordentligt forsvar mod håndgranater.
Man så også, at de moderne kanoner var så effektive, at skyttegrave burde anlægges på læsiden af bakker og højdedrag for ikke at være alt for åbenlyse mål, ligesom kravene til sikring af mandskabsrum måtte skærpes. I det hele taget viste al erfaring fra den store krig, at det var nødvendigt med flere bag hinanden liggende, beskyttede skyttegravslinjer, da den første som regel blev løbet over ende ved angreb.
Heldigvis lykkedes det Danmark at holde sig uden for krigen, så man ikke skulle tage stilling til, hvor hårdnakket man skulle prøve at forsvare stillingen med dens svagheder.
Foto: Rigsarkivet, Forsvarets Arkiver. Madsen rekylgevær M 1903-14. Geværet skulle være hovedvåben i flankeringshulerne.
